Ruth Evensens blog

Så er det 1. maj igen – en dag, der i virkeligheden ikke har så megen berettigelse længere, men som selvfølgelig kan nydes som en fridag — især hvis det er solskin.
Jeg mindes i sin tid, efter at min mand og jeg havde investeret i en frisørforretning på Nørrebro, sat den flot i stand og ansat frisører, hvordan jeg fik kærligheden at føle af Frisørforbundet, som ikke brød sig om, at jeg og mine frisører var organiseret i hhv. Kristelig Arbejdsgiverforening og Kristelig Fagforening.

Forretningen gik godt og vi tog initiativ til at tage elever ind, men det måtte vi ikke for dem. Snart blev vi ”blokeret” og blacklistet, fordi vi ikke ønskede at være organiseret hos dem. Det resulterede i, at vi ikke kunne få elever og vi måtte se i øjnene, at vi ikke kunne fortsætte.

Vi ankede sagen og vandt, men da var det for sent. Forretningen var lukket.

Hvad er det for en magt, disse forbund tiltager sig? Hvad bilder de sig ind? Har mennesker ikke ret til at organisere sig, hvor de vil eller slet ikke at organisere sig? Mennesker må da være fornuftige nok til at aftale en løn indbyrdes arbejdsgivere og arbejdstagere imellem. Og giver det mening at kæmpe imod dem, som giver én brød at spise? Lad hele den offertankegang fare og sæt mennesker fri til at tænke selv. De behøver ikke barnepige.

Lad os håbe, at vi nu får et endeligt opgør med fagforeningstyranniet, og at man stopper med at chikanere, blokere og spænde ben for folk, som stadig tænker som frie mennesker.

Forleden kunne vi i flere medier læse om den stadigt stigende afhængighed, folk oplever af porno på internettet.
Jeg har i tidligere blogindlæg skrevet om ”pornoens velsignelser”. Dette tabubelagte emne, som man ikke kan tale imod uden at blive rubriceret som snerpet og middelalderlig.

For et par dage siden mødte jeg en fyr, der tilsyneladende havde et handicap, idet han måtte bruge kørestol. Han indledte en samtale med mig ved en hæveautomat og beklagede sig over påsken. Jeg kunne godt fornemme, at helligdagene ville være alt for stille for ham, hvilket han bekræftede og lige pludselig siger han til mig: ”Ja, jeg må jo klare mig med escortpiger, for jeg kan ikke sådan få en kæreste.” Hvorfor han sagde det, aner jeg ikke, men jeg brugte anledningen til at fortælle ham, at sex ikke er et ”must”, at man faktisk kan leve uden, hvorefter han udbrød prompte, at det kunne han ikke. Jeg svarede ham, at jeg kunne forestille mig, at han dyrkede meget porno og derfor blev ved at lægge brænde til den ild, som brændte i ham. Jeg tror det gav ham lidt af en aha-oplevelse. Jeg fortalte ham også, hvordan jeg havde set mange komme ud af deres fokusering på sex, hvortil han svarede: ”Jamen jeg har ikke nogen, der kan hjælpe mig!” Jeg henviste ham til Gud, som han ikke troede på. Ja, så må han finde ud af, hvem der så kan hjælpe ham, for tænk at være bundet af sex på den måde!

Og nu læser vi så i pressen, hvordan folk kæmper for at komme ud af deres sexafhængighed. En overlæge fortæller, at de for fem år siden ikke havde en eneste henvendelse om sexafhængighed, hvor de i dag modtager én om ugen. Folk bruger porno i hele nætter og dage, de kan ikke styre det, det er blevet til en tvangsmæssig adfærd, hvor de opnår en aflastning af en indre spænding og prøver at flygte fra problemerne ind i en fantasiverden. Det er desværre som at tisse i bukserne for at få varmen eller tage et fix. Befrielsen fra stress og depression er meget kortvarig og tilbage står de med ødelagte relationer, smerten og tomheden.

Et andet problem artiklerne påpeger er, hvordan partneren til sådanne sexafhængige bliver sårede og føler, at de er dem utro. Tænk at vi er blevet så naive og tåbelige. Selvfølgelig bliver det da en kile ind i ethvert normalt forhold, hvis ens partner sidder og tilfredsstiller sig ved at dyrke andre end deres partner. Dem, de ser på på pornosiderne, er jo ikke robotter, men levende mennesker. Det er jo i bund og grund utroskab, og de mennesker man dyrker på nettet og på tv vil til enhver tid kunne præstere noget, som ens partner ikke helt kan leve op til.

Hvor har mennesker dog gjort det dårligt for sig selv, når de mæsker sig med sex og mere sex og tror, at deres parforhold skal bygges på sex og ikke på gensidig ægte kærlighed og forpligtelse.

I et samfund, som ellers på mange måder er ved at gå i værdimæssig opløsning, og hvor man i stor stil gør op med tidligere tiders opfattelse af sund moral, er det paradoksalt at opleve det utrolige formynderi, som bliver trukket ned over hovederne på os fra regeringens side.

Fedt og smøger må vi ikke nyde – jo vi må godt, men vi skal straffes igennem skatterne. Vi skal bagbindes og ledes hen i dét hjørne, lovgiverne bestemmer. ”Det er ikke godt for dig, så det skal du ikke! Derfor har vi ret til at styre dig derhen, hvor du ikke vil!” Det er som at høre de gamle mødres stemme, når de bedrevidende ville styre ens liv i en bestemt retning: ”Det er jo til dit eget bedste!”

Hvor er det vanvittigt! Vi er frie mennesker og skal selv beslutte, hvad vi vil med vores liv, men det får vi ikke lov til, fordi vi er i velfærdsstatens lomme. Mit fedtforbrug er jo ikke mit eget anliggende, for hvis jeg bliver syg, går det jo ud over fællesskabet.

Når man som kristen har læst Bibelen hele sit liv og sidder og hører på en præst som Kathrine Lilleør udbrede sit syn på vielser af homoseksuelle i kirken, som hun gjorde i Debatten på DR i torsdags, må man virkelig undre sig.

Lilleør: ”Altså når man bliver døbt, bliver man jo kristen og han (Jesus) har lovet at han vil være med os indtil verdens ende, og da siger han jo ikke, men hvis du bliver homoseksuel, er jeg lige lidt mere på afstand.” – og hele salen klapper begejstret.

Mit spørgsmål er: ”Hvor står det i Bibelen, at hvis du bliver døbt, bliver du automatisk en kristen resten af dit liv, uanset hvordan du lever?” Og hvor står det, at Jesus ikke er mere på afstand af et menneske, der udlever en homoseksuel livsstil?