Løftebrud

Det undrer mig, ligesom det undrer så mange andre, at den nuværende statsminister og hendes kompagnoner kan komme af sted med at bedrage folket så groft.

Og endnu mere undrer det mig, at de kritiske røster imod det synes at forstumme let og lader sig slå til tåls med standardsvaret: “der skal 90 mandater til”.

Som om vi skulle være så dumme, at vi ikke ved det! Vi lever jo i et demokrati og det er ikke det, folk anfægter eller vil lave om på. Men hvorfor skal man finde sig i at blive stillet skakmat af den sædvanlige replik om de 90 mandater, når man fordrer ganske almindelig anstændighed fra landets ledere – i det mindste, at de taler sandt? Oven i købet må man tåle det lille overbærende smil, som fortæller, at vi da alle sammen er nogen fjolser.

Da Helle, Villy og Co. før valget fremkom med adskillige konkrete valgløfter, fandt de ikke anledning til at komme med forbehold om, at der jo skal 90 mandater til at gennemføre deres politik, men de bedyrede gentagne gange, at hvis man stemte på dem og de fik regeringsmagten, ville de gennemføre den konkrete politik som lovet.

Så vidt jeg har fulgt med, begyndte de først på at synge “90 mandaters sangen” af ren nød efter at det blev klart, at de måtte se deres mærkesag omkring efterløn slået – og det udelukkende for at stå sig godt med vælgerne, så “de var de gode og de andre de onde”. Med andre ord ville de ikke tage den gode efterløn fra borgerne som de “søde og rare” mennesker de ville vise, at de var, velvidende at det blev gennemført og monstro ikke også, at det har lunet lidt i kassen med de ekstra milliarder. Det var nok ikke så ringe endda!