Eksekveret dronningemord
Den 17. august 2010 lagde jeg et blogindlæg ud på min side med titlen Dronningemord inspireret af Mandag Morgen, som den 8. august bragte en artikel om pressens rolle i Lene Espersen-sagen, som de kaldte Drejebog til et dronningemord.
Nu er der så gået snart et halvt år og meningsmålingerne for De Konservative viser ikke kun 6,2 % som på daværende tidspunkt, men endnu mindre: helt ned under 5 %.
Hvor bør en del mennesker, ikke mindst journalister og dagblade, sidde med en flov smag i munden over, at deres forehavende lykkedes: Så tog hun endelig konsekvensen og gik.
Hvad var det, der forårsagede hendes fald? Var hun inkompetent? Var hun doven? Var hun utroværdig?
Nej, i hvert fald ikke værre end så mange andre. Hun holdt en ferie på det forkerte tidspunkt og hun valgte at informere Folketinget på en sådan måde, at det blev udlagt som om hun tilbageholdt oplysninger. Alt hvad hun foretog sig blev fulgt nøje. Hun blev et yndet objekt for mediemobningen, som kørte derudaf med den ene overskrift efter den anden.
Nu har De Konservative så fået en ny leder. Sikkert fantastisk dygtig og kompetent – det er der jo mange der er derinde – men har han den karisma og gennemslagskraft, der skal til for at lede et parti? Kan han få partiet op på over 10%, som det blev forventet af Lene?
”Et hus i splid med sig selv kan ikke bestå”, står der i min bibel. Og det er nok deres største problem i partiet. I stedet for at bakke op om den leder, de havde og gøre alt for at stå sammen, vælger man altså at finde en syndebuk i desperation over de dårlige målinger.
Lene formåede ikke at komme ud af den dødsspiral, som var spundet om hende på grund af den måde, medierne havde valgt at udstille og udmatte hende.
Hvad kunne hun have gjort? I stedet for at dukke sig og bøje nakken og ”erkende”, at hun havde gjort den ene fejl efter den anden, burde hun have stået fast på den overbevisning, hun havde indefra. Det var jo ikke hendes overbevisning, at hun havde gjort et forkert valg ved at tage på ferie i stedet for at møde Hillary Clinton. Det var heller ikke hendes overbevisning, at hun havde fejlinformeret Folketinget, men hun valgte devisen: ”Vælgerne har altid ret. Jeg har gjort en fejl!” Problemet var bare, at det ikke var vælgerne, der klandrede hende, det var medierne!
Min egen overbevisning er, at hun aldrig skulle have taget udenrigsministerposten fra Per Stig Møller, dels fordi han bestred den godt og dels fordi det ikke er realistisk for hende at kunne bestride både formandsposten og udenrigsministerposten – både pga. hendes familie og pga. de mange rejser, som selvfølgelig gør, at hun ikke har fingeren på pulsen derhjemme på tinge.
Nu har hun så valgt ministerposten og sluppet for bøvlet derhjemme og får så forhåbentlig fred nu for ”de glubske ulve”, som ikke har kunnet stå for de godbidder, som lå lige for næsen af dem. Det var så fristende at slå på en, der lå ned og når folk så har vænnet sig til og accepteret, at det er medierne, der dybest set styrer vores land, er det vel også rimeligt nok, at det gik som det gik. Eller er det?