Status Quo - torsdag
Så er videoen blevet vist over 10.000 gange hos diverse udbydere. YouTube som ellers kan tillade de mest saftige videoer, er sandelig blevet sarte og måtte tage videoen af på grund af klager. Sjovt nok, der ligger mange videoer, som er mindst lige så krasse som vores, men det her går åbenbart de ellers så "frigjorte" og ytringsfrihedselskende danskere for nær.
Debatten om fri abort har nærmest været uddød og de, som stædigt kæmper videre, får ikke den bevågenhed og opmærksomhed, som sagen fortjener. Så jeg er rigtig glad for at kunne være med til at sparke debatten ordentligt i gang.
Fortjener ikke ethvert menneske, at have lov at leve? Skal vi gøre os til gud og bestemme på forhånd, hvem der får et godt liv og hvem der ikke får et godt liv?
Alle mennesker har udfordringer, og nogle har vilkår, som er absolut uværdige for dem, og dér skal der selvfølgelig tages affære. Børn, der ikke er ønsket, skal bortadopteres eller i pleje hos forældre, der elsker dem. De skal ikke slås ihjel.
Børn er det mest uskyldige og hjælpeløse, der findes, og netop derfor er det ekstra forkert ikke at tage vare på dem.
Det er meget afslørende, at der er så stærke følelser i dette emne. Som f.eks. i går på Aftenshowet, hvor Anne Grethe Bjarup Riis går helt amok og opfordrer de unge piger til at ”se at få den abort” og at smide den video ud. Ja, smide sandheden ud og leve videre på en løgn, for ikke at få skyldfølelse. Det var hendes bud, men det er jo helt absurd. Anne Grethe sagde selv: "Man har det jo dårligt når man har fået en abort", underforstået: "så skal man jo ikke fordømmes, men trøstes", men det er jo helt galt. Der er en reel skyld forbundet med provokeret abort, simpelthen fordi man overskrider en grænse, som ligger dybt i os mennesker, nemlig at man ikke må berøve et andet menneske livet.
Skyld skal ikke fortrænges, den skal erkendes, så man kan tage ansvar og få gjort op. De gode nyheder er, at der er tilgivelse at finde hos Gud, hvis man vil erkende sin skyld og omvende sig fra sin synd. Det er det kristne budskab i en nøddeskal.

