Dronningemord
Jeg var i dag inde og kigge på Ugebrevet Mandag Morgen på nettet. Det, jeg hæftede mig ved, var den mest populære artikel denne uge, nemlig: Drejebog til et dronningemord, som omhandler Pressens bearbejdelse af sagen omkring Lene Espersens mødedeltagelse eller mangel på samme. De skriver konkluderende: "Mediernes åbenlyse forsøg på at give Lene Espersen dødsstødet som udenrigsminister og partiformand kan ende som en boomerang og belaste pressens troværdighed langt hårdere end ministerens."
Jeg har selv skrevet til Lene Espersen for at udtrykke min medfølelse med hende i den vanvittige hetz, hun har været ude for. Det er grotesk, at en så perifér sag skal blive den mest omtalte sag i medierne gennem et halvt år, mere end krigen i Afghanistan og dansk økonomi. En graf på siden viser, at de Konservative er faldet i meningsmålingerne fra 12,7 til 6,2 procent, siden sagen startede. Det er ikke uden grund, at medierne kaldes den fjerde statsmagt.
Jeg er selv blevet trukket igennem mediernes mudderpøl i flere år nu – bare fordi jeg reflekterede på en annonce om et hus, der var til salg på Nørrebro. Der er ikke grænser for, hvad pressen har været villig til at publicere, blot fordi det havde en ”almen interesse”.
Flere har kaldt det et karaktérmord, hvilket det jo må siges at være. Jeg kalder det mediemobning, idet begrebet mobning er kendetegnet ved, at en stærkere magt undertrykker en svagere, uden at den svagere har mulighed for at hamle op med overgrebet.
Nu har jeg så fundet en hjemmeside: KanDetPasse.dk, hvor kendte mennesker har mulighed for at give et gensvar på mediernes løgnehistorier. Jeg har publiceret mit første indlæg dér, og har tænkt mig at bruge siden til yderligere at afdække, hvordan vi i Faderhuset har erfaret mediernes usympatiske arbejdsmetoder.

