Blogs

For knap en måned siden skrev jeg et lille indlæg her på siden om folkekirken med næsten samme overskrift som denne: ”Folkekirken – en kirke i forfald.”

Min pointe var, at enhver instans har sin berettigelse igennem at repræsentere det budskab eller præsentere den vare, som de har profileret sig på. I kirkens tilfælde selvfølgelig repræsentere det kristne budskab, som det er beskrevet i Bibelen. Dens opgave er at formidle Bibelens budskab til mennesker og at gøre tingene på Guds måde.

Der er sket et skred i frikirkerne

Efter min erfaring, som en der er opvokset i frikirkemiljøet, har det altid været en udbredt opfattelse blandt frikirkefolk, at folkekirken generelt var for bred og styret af ritualer og sakramenter, som ikke altid havde deres udgangspunkt i Bibelen, f.eks. barnedåben, som er meget vanskelig at argumentere for med Bibelen i hånden.

En hvilken som helst institution har sin berettigelse ved at effektuere det, som den repræsenterer. En nødhjælpsorganisation formidler nødhjælp til de nødstedte, den lovgivende og udøvende magt udfører deres opgaver i henhold til det mandat, de har fået tildelt.

Folkekirken repræsenterer det kristne budskab, som det er beskrevet i Bibelen. Dens opgave er at formidle Bibelens budskab til mennesker og at gøre tingene på Guds måde.

Det er tydeligt, at folket er kommet i centrum i stedet for kirken (læs: Gud). Det virker som om det forventes, at folkekirken bør være demokratisk, altså gå for det, som folket vil have.

Det undrer mig, ligesom det undrer så mange andre, at den nuværende statsminister og hendes kompagnoner kan komme af sted med at bedrage folket så groft.

Og endnu mere undrer det mig, at de kritiske røster imod det synes at forstumme let og lader sig slå til tåls med standardsvaret: “der skal 90 mandater til”.

Som om vi skulle være så dumme, at vi ikke ved det! Vi lever jo i et demokrati og det er ikke det, folk anfægter eller vil lave om på. Men hvorfor skal man finde sig i at blive stillet skakmat af den sædvanlige replik om de 90 mandater, når man fordrer ganske almindelig anstændighed fra landets ledere – i det mindste, at de taler sandt? Oven i købet må man tåle det lille overbærende smil, som fortæller, at vi da alle sammen er nogen fjolser.

Hvor gør vi af de beskidte efterladenskaber efter abortindgreb, som burde være strafbare, men som fuldt ud er lovlige i dagens Danmark?

Det seneste indspark i abortdebatten, lanceret af Kristendemokraterne den 4. marts 2011, drejer sig nu om, hvor vi skal begrave de 16.000 babyfostre vi kynisk likviderer hvert år, og hvordan de kan få sig en værdig begravelse med tilknyttet kirkeligt begravelsesritual, jf. artiklen Begravelsesritual for aborter, DR Indland den 7. marts 2011. Vanviddet kender åbenbart ingen grænser…

2 dejlige små børn er kommet til verden til hele nationens glæde.
Alle jubler og fryder sig over de små skønne væsener.

Hvilken grotesk tanke, at vores kronprinsepar skulle have valgt abort ligesom tusinder har gjort det i Danmark og verden over. Det ville jo give et ramaskrig, hvis de brugte deres ret som borgere i Danmark til at frarøve deres arvinger livet. Man væmmes nærmest ved tanken og blot det at nævne det, føles som helligbrøde.