Mirakuløst?

Anmeldelse af Leif Blædel, Weekendavisen, 16. april 2010.

Ruth Evensen er leder af Faderhuset, der i sin tid købte Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København.

Om grunden til købet fortæller fru Evensen, at hun en dag intetanende kørte forbi huset og så et rødt banner med teksten: »Til salg sammen med 500 stenkastende autonome voldspsykopater fra Helvede«. Det fik hendes adrenalin til at pumpe, og hun besluttede at købe huset, Faderhuset havde alligevel brug for nye lokaler.

For lige at få kategorierne i orden: Faderhuset, siger hun, er ikke som påstået en sekt, det er en frimenighed. Og hun er dens præst. Oprindelig var det hendes mand, som var den officielle præst, men han blev, som hun skriver, så ophængt med andre ting, at hun overtog jobbet også officielt, selv om ca. halvdelen af menighedens medlemmer ikke kunne acceptere en kvindelig leder og forlod den. Selv lægger hun i øvrigt stor vægt på ligestilling mellem kønnene og forklarer i den forbindelse, at det er en ren misforståelse af et par skriftsteder, fx det om at »kvinder skal tie i menigheden« eller »kvinden skal underordne sig manden« at tro, Paulus gjorde forskel på kønnene. De to citerede udsagn er benyttet i forbindelse med konkrete, daværende problemer, som ikke er aktuelle nu.

Om sig selv fortæller Ruth Evensen, at hun voksede op med et par dybt kristne forældre. »Jeg fik ikke lov at gå i biografen, for tænk, hvis Jesus kom tilbage, mens jeg var der, så var det ikke sikkert, at jeg kom med.« Men forældrene var uhyre kærlige, moren med boller og chokolade, og faren kunne ikke stå for den lille skælm af en pige. Hun blev selv dybt religiøs og fandt en lige så troende mand. De giftede sig, »Knut, det stille, dybe vand, meget begavet og dybttænkende – og jeg det ekspressive, impulsive, initiativtagende livstykke«.

De kom med i Unge Kristne og senere i andre kristne organisationer. På et tidspunkt blev fru Evensen alvorligt syg, hendes læge talte om en anden patient i samme forfatning, der efter ti måneder endte i en rullestol. Ruth Evensen talte med Gud om det, og så kom hun alligevel ovenpå.

Et mirakel? I hvert fald skriver hun: »Utallige gange har jeg oplevet at få svar gennem Guds levende ord«. Engang led hun af fodvorter, de blev både brændt og frosset væk, men kom altid tilbage. Så en dag indføjede hun et par ord om dem i sin aftenbøn og »næste morgen havde jeg babyhud under fødderne« og der kom aldrig fodvorter siden. En anden gang blev hendes mand, Knut, kaldt til sin mor, der havde en »stor kræftknude i maven, og forudså sin meget snarlige død. Han lagde sine hænder på det syge sted og bad for hende. »Få dage efter sagde lægen, at den store knude var fuldstændig forsvundet,« og moren levede 15 år til.

Når Ruth Evensen, der lægger vægt på at hendes forhold til Gud forudsætter ubetinget ærlighed og sandfærdighed i alt, fortæller om den slags uverificerbare mirakler med hånden på hjertet, må man jo tage dem til efterretning. Det samme gælder hendes oplysninger om den totale usandfærdighed i de talrige beskrevne bagtalelser, tilsvininger, angreb og »afsindige kampagner (i lighed med) tidligere tiders religiøse og racistiske forfølgelser« – det er alt sammen skildret meget detaljeret og med oplysning om hvordan de forskellige myndigheder altid afgjorde sagerne til ugunst for Faderhuset uden overhovedet at have hørt hende – sådan gik det fx til da undervisingsministeriet lukkede hendes skole.

Men der er en enkelt hændelse, som mangler nogle vigtige detaljer. 31. dec. 2001 skulle de gamle beboere være ude af Ungdomshuset, og omkring 50 mennesker fra Faderhuset, skriver Ruth Evensen, samledes derfor kl. 12.00 for at besigtige nyerhvervelsen. »Vi nåede at være der en tre kvarters tid, inden vrede unge mennesker trængte ind i huset.« De kom ind gennem hele vinduesfag, som de tog ud, og »de trampede på mennesker, slog med knytnæver i ansigtet, tildelte slag med jernrør og køller i hovedet og på kroppen«, på Ruth Evensen »tog de kvælertag« og »til sidst blev vi smidt ned ad trapperne og ud ad vinduerne eller flygtede selv. Vi havde desperat ringet efter politiet, allerede da vi hørte de første råb udenfor, men desværre skulle det tage 45 minutter for politiet at dukke op.«

Det er jo et helt klart mirakel – selv om Ruth Evensen ikke selv siger det – at ingen omkom ved at blive smidt ned ad trapperne og ud ad vinduerne eller ved at blive slået i hovedet med køller og jernrør. Men der må i det mindste være kommet nogle kraniebrud, i hvert fald kraftige hjernerystelser, vel også rygskader og brækkede ribben ud af sådan en behandling. Velsagtens for ikke at være pivagtig giver fru Evensen ikke de oplysninger. Derfor spurgte jeg politiet.

Det har registreret en »undersøgelsessag« ved Ungdomshuset kl. 12.26 den 31.12.2001. Det nævnes, at nogle briller var gået i stykker, men ellers rapporteres der ikke videre.

Det, at det er en »undersøgelsessag«, betyder, at der er foretaget en undersøgelse, men ikke fundet grundlag for en »sag«, hvor man fx skal foretage forhør eller anholdelser, rekvirere ambulancer, måske forfølge mistænkte etc.

Bogen Ruth det ik’ slut er angiveligt trykt i 10.000 eksemplarer i »1. udgave, 1. oplag«.