“Der er ingen incest i Faderhuset, vi er jo ikke katolikker”

Ruth Evensen udgiver en bog om sit syn på verden. Først var der pressemøde. Så var der bryllup.

Af Olav Hergel - Politiken, 26. marts 2010

Som om de ikke havde nok at slås med på Lolland. Nu har de også Ruth Evensen og Faderhuset. De bor i Bandholm. En køn by med gamle huse og udsigt over Smålandsfarvandet.

Ungdomshuset på Jagtvej måtte Faderhuset sælge igen, så nu har de købt det hvidmalede, nydelige Bandholm Hotel, hvor lederen af frikirken, Ruth Evensen, har inviteret til pressemøde, fordi hun udgiver bogen »Ruth Det Ik' Slut«. Unge høflige mænd tager imod. De er klædt som Jehovas Vidner. I jakkesæt der på en eller anden måde aldrig har været på mode.

På hotellet er der 36 stole til journalisterne.

Her er ingen. For enden i det velrestaurerede smukke lokale, som er holdt i lyse farver sidder Ruth Evensen.

Hun er tæt sminket, øjenbrynene er plukket ned til to sirligt sorttegnede streger, læbestiften er rød, og hun bærer guldøreringe, en gylden halskæde, har guldur og guldarmbånd på. Så kommer Ekstra Bladet. Alle andre medier var også inviteret, men Politiken og Ekstra Bladet er bedre end ingenting, og Ruth Evensen fortæller først om sin bog ved at læse op af den. Flere spørgsmål bliver også besvaret med »at det står i bogen«. Forfatteren er hverken lukket eller utilnærmelig, men har det lidt med sin bog som rettroende muslimer har det med Koranen. Der står sandheden. Hvis det er sandheden, forstår man godt, at hun har det svært med de tidligere beboere af Ungdomshuset. På et tidspunkt, da hun havde overtaget huset, gik hun ind i det.

»Vi nåede at være der en tre kvarters tid, inden unge vrede mennesker trængte ind i huset... De fleste med sorte masker samt jernkøller og koben. Det var ikke nogen søde fyre, skal jeg garantere for..... De trampede på mennesker, slog med knytnæver i ansigtet, tildelte slag med jernrør og køller i hovedet og på kroppen. Jeg var deres røde klud, så mig tog de kvælertag på, mens jeg blev gennet ned mod hovedtrappen.

Vi valgte ikke at forsvare os, men råbte »Stop volden, stop volden.« Det hjalp ikke, og til sidst blev vi smidt ned ad trapperne og ud ad vinduerne eller flygtede«, står der i bogen.

Det illustrerer ganske godt Ruth Evensens sandhed om Ungdomshuset. Der står også andre ting. Blandt andet måtte Ruth Evensen ikke gå i biografen som barn for sine kærlige, troende forældre.

»For tænk, hvis Jesus kom tilbage, mens jeg var der, så var det ikke sikkert, at jeg kom med«.

Gud er nær

Gud har altid været nær. Han har vist sig, han har hjulpet hende til at hjælpe andre, han hjalp hende med gigten, han hjalp hendes svigermor med kræften, han sendte 1.300 kroner til hende, da hun og hendes mand manglede penge til en ferie i Norge, og han helbredte hende for fodvorter.

»Jeg havde døjet med rigtig grimme fodvorter. De blev ved med at komme tilbage. En aften, mens jeg var ved at slumre ind i søvnen, fik jeg en stærk tilskyndelse til, at jeg skal bede en bøn: »Bed om, at dine fodvorter må gå væk.« Jeg var simpelthen så søvnig, og i øvrigt havde jeg ikke tænkt så meget over, at man kunne blive helbredt for fodvorter, så jeg bad nærmest i en døs denne enkle bøn, og væk var jeg. Næste morgen opdagede jeg, at jeg havde babyhud under fødderne dér, hvor vorterne havde været. Der var ikke tegn på fodvorter og har aldrig været det siden«. Bogen er også et angreb på hendes egen datter Sophia, der i sin bog »Ondskab« skriver om religiøs fanatisme og hjernevask i sit personlige opgør med forbryderen i sit liv, som efter Sophias opfattelse er hendes egen mor.

Men forbryderen i datterens liv er ifølge Ruth Evensen den mand, som har »okkuperet« datterens sind.

»Han holder hende fanget i en blanding af underkastelse og forgudelse-… Han har manipuleret hende til at flytte fra sin mand og sit barn.« Om sig selv siger hun blandt andet: »Jeg er et ganske almindeligt menneske, som har fejl som alle andre... Om jeg er profet, må Gud afgøre… En profet kendetegnes på, at hans forudsigelser går i opfyldelse, så det må tiden vise«.

Uskyldig

Men hvorfor er så mange så onde ved Faderhuset? Hvordan kan det være, at journalisterne altid laver misvisende reportager? Hvorfor er Børns Vilkår, Danmarks Radio og Dialogcenteret fulde af onde hensigter, og hvorfor vender familier, der tidligere har været i menigheden, sig nu modden? Ekstra Bladet og Politiken stiller spørgsmålet adskillige gange, og Ruth Evensen svarer nogenlunde sådan her: »Ingen er blevet fysisk og psykisk forulempet.

Vi har dysfunktionelle familier, der har slået deres børn. Jeg er gået ind i stuer med bleer og affald på gulvet og har reddet deres liv. Så er de trådt ud af Faderhuset, og har givet os skylden for, at de er faldet tilbage. At hjælpe mennesker er altid forbundet med risiko for, at de vil vende sig mod dig. De føler sig som ofre for alting.

De er udsat for incest. Men der har aldrig været incest i Faderhuset. Vi er ikke katolikker«.
Ingen af menighedens børn går i skole, men der er intet galt med hjemmeundervisning: »Bertel Haarder blev også undervist derhjemme.«
Politiken ringede i går til den skole, der har tilsynspligten med Faderhuset. Her bekræftede man, at undervisningen af børnene er i orden.

Bryllup

Pressemødet er forbi. Menigheden skal til bryllup i Nykøbing Falster, og Politiken må gerne komme med. Der er 65 medlemmer, og omkring 35 er mødt op på rådhuset.

Børnene virker åbne og glade og som børn. Alle synes stærkt forbundne, og alle børnene kender alle de voksne, som kender alle børnene. Hos enkelte fornemmes det afklarede smil, der findes hos mennesker, som har set lyset, men sekterisk virker det ikke. Og det er en menighed med en kærlig krammekultur.

John og Maria, der skal giftes, ser salige ud, og da John siger »ja« til Maria, lyser han op i gråd.

»Må vi synge?« spørger Ruth Evensen, og næppe har giftefogeden sagt ja, før menigheden bryder ud i sang, så de ville få mindreværdskomplekser i en amerikansk pinsemission.

»We have seen the salvation of our God«, synger de, så rådhuset skælver. At der findes lykke her er hævet over enhver tvivl. Ulykken? Man mærker den ikke.

olav.hergel@pol.dk