For knap en måned siden skrev jeg et lille indlæg her på siden om folkekirken med næsten samme overskrift som denne: ”Folkekirken – en kirke i forfald.”

Min pointe var, at enhver instans har sin berettigelse igennem at repræsentere det budskab eller præsentere den vare, som de har profileret sig på. I kirkens tilfælde selvfølgelig repræsentere det kristne budskab, som det er beskrevet i Bibelen. Dens opgave er at formidle Bibelens budskab til mennesker og at gøre tingene på Guds måde.

Der er sket et skred i frikirkerne

Efter min erfaring, som en der er opvokset i frikirkemiljøet, har det altid været en udbredt opfattelse blandt frikirkefolk, at folkekirken generelt var for bred og styret af ritualer og sakramenter, som ikke altid havde deres udgangspunkt i Bibelen, f.eks. barnedåben, som er meget vanskelig at argumentere for med Bibelen i hånden.

Nu har vi så de seneste årtier set et skred – ikke kun i folkekirken, men også i frikirkerne. Når vi senest i Kristeligt Dagblad kan læse forskellige trossamfunds tilkendegivelser: Apostolsk Kirke, Metodistsamfundet, Baptistsamfundet m.fl., vedr. både homofil livsstil, kirkelig velsignelse og registreret partnerskab af homoseksuelle og nogle af disse trossamfunds indstillinger til deres præster og ledelsers holdninger, vil jeg tillade mig at stille spørgsmål ved sådanne trossamfunds berettigelse.

At holde lav profil

Nu er disse sammenhænge så kommet ud af busken på foranledning af journalisternes spørgsmål til dem, hvor de er blevet ”nødt til” at melde deres holdninger ud. Det havde nu været mest naturligt og forventeligt synes jeg, at deres bibeltro holdninger havde figureret på samtlige deres hjemmesider og i pressen i øvrigt, så disse gamle trossamfund, som altid har bekendt sig til Bibelens lære, havde deltaget i debatten og advaret stærkt imod det kompromis og frafald, som vi oplever i kirken nu og i samfundet i øvrigt. Bemærkelsesværdigt er det nemlig, at man tilsyneladende dyrker parolen, ”at den der lever stille, lever godt” med andre ord: hold lav profil og kom ikke ind på emner, som støder eller profilerer bort fra den gængse folkelige holdning, så som f.eks. abort, homofili og pornografi.

Kirkernes berettigelse: at tale Guds Ord

Jeg plejer at sige, at det er ikke mest igennem det kirkerne siger, men mest igennem det, de ikke siger, at den åndelige tilstand kan aflæses. Guds folk og dermed kirken er sat i verden for at tale Guds Ord, som i bund og grund handler om at pege på frelsesvejen til Gud og at advare imod frafald fra Gud og kompromis, som ender i frafald. Det betyder, at man ikke kan nøjes med at tale folk efter munden, men at man som en sand Herrens tjener både må opmuntre og formane.
I den forbindelse og i min søgen på forskellige kirkers hjemmesider, glæder jeg mig over at finde de to gamle bevægelser, nemlig Luthersk Mission og Indre Mission, repræsenteret med klare meldinger om deres holdninger til vielser af homoseksuelle i kirken. Jeg ved godt, at de er direkte involveret, idet de tilhører folkekirken, men alle trossamfund, der anvender Bibelen som grundlag for deres tro, mener jeg har et ansvar for at give deres holdning på dette område klart til kende.
I Ny Testamentes sidste bog: Åbenbaringsbogen, finder vi i de første kapitler en tiltale til syv menigheder, hvoraf Laodikea menigheden til forveksling ligner de fleste kirker i dag. Jesus siger til denne kirke: ”Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm! Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund. … Vær nidkær og omvend dig!”

Gør op med lunkenhed og frafald

En kirke, der ikke taler imod ugudelighed, fosterdrab, homoseksualitet, pornografi og uretfærdighed af enhver art, er en kirke, som Jesus mener er lunken og som han vil udspy. Med andre ord: Jesus kaster op (læs: brækker sig) over en sådan menighed og hans eneste ord til redning er: ”Vær nidkær og omvend dig!”

Vi står i en alvorlig krisetid i verden på alle områder, mest omtalt som en økonomisk krise, og der har aldrig været mere brug for, at kirken skal træde i karaktér og ikke være bange for at advare imod gudløshed, som er ”den virkelige krise”.

Menighed, vågn op!